Blog Image

Trelleborgs venner

Trelleborg Vågner 2022

Nyheder Posted on 02 feb, 2022 14:26

Vikingeborgen Trelleborg og Trelleborgs Venner inviterer til “Trelleborg Vågner” lørdag d. 26. marts – søndag d. 27. marts – intro-kursus for nye frivillige og workshops for ”gamle” frivillige.

Intro-kurset er for nye frivillige, som står foran deres første sæson på Trelleborg, eller ikke er fortrolige med Trelleborgs historie, vikingelandsbyen Slagløse og aktiviteterne. Alle frivillige deltager i dette kursus, inden de første gang flytter ind i Slagløse. Intro-kurset ledes af Trelleborgs faste personale. På intro-kurset hører du bl.a. om, hvordan du kan blive en del af Borgfolket og hvilke retningslinjer der er på Trelleborg. Efter introduktionen er der rundvisning i udstillingen og på borgen. I Slagløse gennemgår vi de håndværks- og publikumsaktiviteter, som du kan blive en del af. Intro-kurset slutter lørdag eftermiddag. Derefter kan du deltage i din valgte workshop og være med til forårsfesten i langhuset om lørdag aften.

De 6 Workshops er for medlemmer af Trelleborgs Venner, som er fortrolige med stedet, har boet i husene og har større eller mindre erfaring med formidling. Du kan prøve et nyt håndværk eller videreudvikle dig inden for dit vante håndværk. Hver workshop varer 2 x 5 timer, og vil være under ledelse af en viking med erfaring inden for emnet. Har du arbejder i gang inden for dit valgte workshop, er du velkommen til at medbringe det. Den enkelte workshop vil være en blanding af oplæg, diskussion, erfaringsudveksling, teknikker og praktisk arbejde.

Workshops:

Tekstil – filtning • Smedning • Træarbejder • Keramik • Lav din egen fløjte • Birkebarksæsker

Måltiderne vil til dels være vikingeinspireret og du bliver involveret i tilberedningen. Har du specielle behov, må du sørge for egen forplejning.

De begrænsede sovepladser i vikingehusene i Slagløse fordeles af os, men du er også velkommen til at sove i medbragt telt eller tage hjem og sove. Bor du i Slagløse, skal du sørge for, at husene er ryddet inden morgenmaden.

Tilmelding senest d. 12. martszitouche@gmail.com – Der er 20 pladser på introkurset og 40 pladser på workshops, som udelukkende tilbydes til voksne. Pladserne fordeles efter ”først til mølle”-princippet, så når der er fyldt op, lukkes der for tilmelding. Ved tilmelding angiver du:

• Hvor mange I er (børn og voksne)

• Hvilket kursus du ønsker at deltage i – Intro-kursus og/eller workshops – angiv 1. og 2. prioritet i workshop

• Om du ønsker en soveplads i et af husene, sover i telt eller tager hjem

• Om du deltager i festen lørdag aften.

Pris: kr. 75,- Beløbet dækker tilskud til mad. Resten af ”Trelleborg Vågner” betales af Trelleborg, National-museet og Trelleborgs Venner.

Medbring spisegrej, drikkevarer og evt. sovegrej

Program:

lørdag d. 26. marts • frokostpause kl. 12.00 – 12.30 – alle hjælper til

9.00 – Fælles morgenbord og velkomst i museets café.

9.15 – Introduktion til og retningslinjer for Trelleborg ved Stine fra museet og Gøsta fra venneforeningen.

10.00 – 11.00 – Foredrag om Trelleborg og de nye arkæologiske fund v/museet

11.00 – 14.30- Omvisning og introkursus for nye frivillige – alle er velkomne – v/Anne fra museet

11.00 – 16.00 – Workshops for Trelleborgs Venner

16.00 – 18.00 – Forberedelse til fest i langhuset – alle hjælper til

18.00 – 22.00 – Forårs Fest i langhuset

søndag d. 27. marts • frokostpause kl. 12.00 – 12.30 – alle hjælper til

9.00 – Fælles morgenbord i museets café

9.30 – 10.30 – Fælles aktivitet – Vikingelege

10.30 – 15.00 – Workshop for nye og “gamle” vikinger

15.00 – 16.00 – Evaluering og oprydning.

Vikinge hilsen

Vikingeborgen Trelleborg og Trelleborgs venner



Medlemsskab og kontingent 2022

Diverse, Nyheder Posted on 11 jan, 2022 16:06

Kære Trelleborgs Venner

I ønskes alle et rigtig godt nytår, med ønsket om et godt og aktivt vikingeliv i det kommende år!

Jeg skriver for at minde om, at hvis man fortsat ønsker at være medlem af Trelleborgs Venner, er det er tid til at forny dit/jeres medlemskab. Vi har holdt den helt lave “pris” igen i år:

Enkelt medlemskab koster 110 kr.

Familie medlemskab koster 160 kr. ( gælder 2 voksne og 3 børn under 18 år ) Det koster 10 kr. ekstra pr. barn under 18 år, ud over de første 3 børn. Børn over 18 år skal have et seperat enkelt medlemskab

Frist for betaling er d. 31. marts 2022. Pengene bedes indsat på vores konto i Arbejdernes Landsbank: reg. 5356 konto 0000 517 820

Når du/I indbetaler vil det lette mit arbejde MEGET hvis du skriver dit/jeres navn og evt. medlems nr i kommentarfeltet!!

Hvis du ikke ønsker at være medlem af Trelleborgs Venner længere, må du meget gerne sende en mail til trelleborgsvenner.kasser@gmail.com, så vi kan notere det på vores medlemsliste.

De bedste vikinge hilsner

Jacob Jelstrup Bøgemose – Kasserer Trelleborgs Venner



2. laugsdag i november 2021

Nyheder Posted on 11 nov, 2021 13:51

Trelleborgs Venner inviterer til laugsdag lørdag d. 27. november kl 10.00 – 13.00 i museets café.

Kom og hyg dig i andre vikingers selskab – medbring gerne egne projekter. Venneforeningen serverer frokost.… derfor skal der tilmeldes til laugsdage på zitouche@gmail.com.

Husk årsmødet lørdag d. 27. November kl 14.00 -15.00 ligger i forlængelse af laugsdagen – tilmelding til årsmødet er ikke nødvendigt.



Årsmøde 2021

Nyheder Posted on 02 nov, 2021 17:25

Indkaldelse til årsmøde i Trelleborgs Venner lørdag d. 27 november 2021 kl. 14-15

Dagsorden
1. Valg af dirigent
Bestyrelsen foreslår Kristian Laugesen

2. Valg af referent
Bestyrelsen forslår Næstformanden Maria Korreborg

3. Bestyrelsens beretning v. Formanden Leif Bjørnskov-Bartholdy
Den skriftlige beretning er vedhæftet og vil blive suppleret af en mundtlig beretning på årsmødet.

4. Godkendelse af det reviderede regnskab

5. Behandling af indkomne forslag – sendes til zitouche@gmail.com

6. Fremlæggelse af budget v. kasséreren

7. Fastlæggelse af kontingent

8. Valg af bestyrelsesmedlemmer og kasserer

Af den nuværende bestyrelse er følgende på valg:
Maria Korreborg – modtager genvalg
Ulrik Martin – modtager genvalg hvis der ikke er andre, der vil have pladsen
Chamillia Rønn – genopstiller ikke.

Af suppleanter er følgende på valg:
Helge Hasselby – genopstiller ikke
Lone Bjørnskov-Bartholdy – modtager genvalg
Palle Pedersen – modtager genvalg

Jacob er på valg som kassérer og ønsker at genopstille.

Af nye kandidater kendes på nuværende tidspunkt: Nicolai Fobian

9. Valg af revisor og revisorsuppleant

10. Eventuelt



Nu starter byggeriet af Den Genskabte Borg på Trelleborg

Nyheder Posted on 08 sep, 2021 12:14

Nu begynder byggeriet af Den Genskabte Borg. Det første der skal bygges, er et multihus, der skal erstatte de tre pavillioner, der står oppe bag Slagløse.

Multihuset skal ligge dér, hvor Bamsehuset og materialegården ligger nu – Klargøring af byggepladsen startede mandag d. 6. september med nedrivning af Bamsehuset mm, og oprydning samt jordarbejdet påbegyndes i næste uge. Der bliver sat et byggehegn op om byggepladsen – byggepladshegnet vil ikke forstyrre formidlingen i Slagløse i nævneværdigt omfang. Multihuset bliver indrettet med toiletter og badefaciliteter, køkken, kontorer, multifunktionsrum samt værksted og depotrum for personale og frivillige.

Byggeriet af selve Den Genskabte Borg starter i 2022. I den forbindelse bliver Hedebyhuset revet ned og Frejs Urtegård bliver endeligt nedlagt – mere information følger løbende, så hold øje her i bloggen. I kan læse mere om hele projektet her:

https://natmus.dk/museer-og-slotte/trelleborg/ny-trelleborg/?fbclid=IwAR25vw-HNo8XupI0sFltmoy5RybOScSVxKu47Gz-bRpbmbgNS6CoQxZouEg



Ny kasserer i Trelleborgs venner

Nyheder Posted on 09 maj, 2021 08:30

Kære alle sammen!

Nu er venneforeningens kasserer kommet rigtig på plads, så al henvendelse vedr. kontingent og økonomi skal fremover rettes til Jacob Jelstrup Bøgemose på trelleborgsvenner.kasser@gmail.com

Vikingehilsen

Bestyrelsen



Ny Facebook-gruppe for Trelleborgs Venner

Nyheder Posted on 06 dec, 2020 22:23

Kære Trelleborgs Venner.

Der er netop i aften sket et skift på Facebook! Den gamle gruppe for Trelleborgs Venner har skiftet navn og der er oprettet en ny gruppe med navnet Trelleborgs Venner. Det er fremover den nye gruppe, som er foreningens, så er du medlem af foreningen og har du ikke allerede modtaget en invitation til den nye gruppe, så godt selv ind og søg om medlemskab. Vintersolhvervet bliver på den nye gruppe.



Vintersolhvervsfest 2020

Nyheder Posted on 06 dec, 2020 20:44

Kære Trelleborgs Venner!

Året 2020 vil nok gå over i historien som et hårdt og ubarmhjertigt år for de fleste af os. Restriktioner på restriktioner er blevet pålagt os i løbet af året og har gjort det svært at samles.

Det er også gået ud over vores vintersolhvervsfest som skulle have været afholdt i Langhuset på Trelleborg d. 19. december 2020. Det er desværre blevet aflyst pga. corona-restriktionerne. I skal dog ikke fortvivle – Vintersolhvervet bliver afholdt, dog under lidt andre forhold end sædvanligt.

Vi indbyder til vintersolhvervsfest – sammen, hver for sig lørdag d. 19. december fra kl. 16.00 – 24.00. Tag din fineste vikingedragt på, lav lækker vikinge-fest-mad og fyld kruset med din bedste øl eller mjød. Tag billeder, lav en video el. lign og post det i den begivenhed, der bliver oprettet i gruppen ”Trelleborgs Venner” på facebook. På den måde kan vi sammen fejre vintersolhvervet – hver for sig. Kl. 16-18 er forberedelsestid med velkomsttaler, båltænding, madlavning, lege, ceremonier mv. 18-20 er selve middagen centrum for begivenhederne og endelig 20-24 er der lagt op til sange, historier, taler osv. I skaber selv indholdet!

Vi håber meget, I vil tage idéen til jer og være med til at skabe en hyggelig aften trods alt. Og så må vi håbe på, at 2021 bliver et lyst og indbringende år, hvor vi igen alle vil kunne mødes på Trelleborg.

År og fred til alle!

Bestyrelsen, Trelleborgs Venner



« ForrigeNæste »