Beviset for at vi er nordboere blev helt klart gennemtestet ved årets solhvervsfest.

Ved bålens varme var det muligt at opretholde en minimums kropstemperatur for overlevelse, men afvigelse herfra resulterede i stive næsebors-hår og krampeagtige kropsvibrationer.

Som taget ud af tv-reklamerne, drev “duggen” af ølflaskerne ved håndsberøring og hver tår resulterede i isninger i perlerækken.

Fingre og tæer fungerede ikke. En par hudposer med fastfrosne sten var det billede jeg fik i min ganske kreative tankegang. En tankegang der udviklede sig jo lysere det blev. Den minimale funktion i de yderste led og resterne heraf blev brugt til at holde på de iskolde flasker. Her måtte der prioriteres øl eller varme!

At ikke kunne mærke tyngden af ballernes vægt, var egentlig et lyspunkt. Spæklaget som normalt ville kræve jordforbindelse(tyngdekraften), var ikke eksisterende denne aften. Dette fik mig til at overveje, hvis baller ville jeg helst sætte tænderne i, nu da jeg havde overbevidst mig selv om, at dette ville ende i overlevelsestrategier, snuhed og ikke mindst viljen til livet. Filmen VI LEVER, dannede base for min tankegang….Om jeg var kommet derud hvor fornuften var stået af, var der ingen tvivl om, men var det dyret i mig eller øllen..hm…

Men trods kreativ tankegang, overlevelsesstrategier osv…Så var det en ganske fornøjelig aften/nat med god VARM mad, som jeg ikke ville være foruden..

Note til ølsmeden: Gavnø-øllet som jeg fandt bedst denne aften og havde fortalt hjemme var så pragtfuld, dalede helt klart dagen derpå..Da jeg opdagede at det ikke var isflager der var i…Jeg hader grumse-øl!!!(Det er øjnene der styrer min appetit og ikke mine smagsløg)

Vel hilset

Heidi Voigt